Huset Wibrandtsvej

Til foråret åbner Huset Wibrandtsvej på Amager. Huset har aflastning til børn i alderen 6-12 år og en række andre forebyggende indsatser.

Målgruppe

• Børn

Børn mellem 6-12 år, der bor hjemme. Der er ikke grundlag for anbringelse, men der er behov for aflastning, der kan styrke barnets forudsætninger for trivsel og forbedre forældrenes mulighed for at varetage forældreskabet, så familien kan forblive sammen. Børnenes behov skal således kunne imødekommes indenfor rammen af aflastning.

Børnene kan have tilknytningsforstyrrelser og følelsesmæssige problemer, som udspringer af et kaotisk liv, men målgruppen afgrænses ved børn, der udviser en adfærd, der ikke kan imødekommes indenfor rammen af aflastning. Fx voldelig og kriminel adfærd, omfattende rusmiddelforbrug eller børn med alvorlige psykiatriske diagnoser eller svære fysiske handicaps, der kræver særlig behandling.

• Familier

Fælles for børnene er, at de mistrives og befinder sig i en kontekst, hvor deres netværk er svagt og deres forældre og eventuelt andre primære omsorgsgivere nogle gange har behov for at blive understøttet, for at kunne varetage den nødvendige omsorg for barnet. Det kan være på grund af problematikker, der knytter sig til såvel forældre og netværk som til barnet, fx misbrug hos forældre, psykiske vanskeligheder hos enten forældre eller barn eller fysisk sygdom/nedsat funktionsevne hos forældre.

Indsatser

Aflastning

Planlagt aflastningsophold, der finder sted i et fast forløb af 3 døgn; mandag til torsdag eller fredag til mandag. Minimum 3 og maksimalt 12 døgn pr. måned.

Den basale omsorg er udgangspunktet for det pædagogiske arbejde og der er fokus på barnets fysiske og psykiske velbefindende og de sundhedsmæssige forhold, der er afgørende for trivsel og udvikling. Fx en varieret kost, en stabil døgnrytme med tilstrækkelig søvn og en alderssvarende egenomsorg. Derfor understøtter indsatserne, at børnene udvikler en sund livsstil med fysisk aktivitet og bevægelse.

I aflastning i hverdage er der et fokus på at understøtte barnets hverdag, skole- og fritidsliv.

I aflastning i weekender er der særligt fokus på varierede og stimulerende oplevelser. - Huset Wibrandtsvej har mange muligheder for fysisk aktivitet og udeliv og ligger tæt på Amager Strand Park og Amager Fælled.

• Familieindsats med ventil

Familiebehandling med aflastning(ventil). Aflastningen kan enten være planlagt eller ske ved akutopståede behov.

  Hvis behovet for aflastning opstår akut, støtter det pædagogiske personale barnet i at få bearbejdet det, der udløste behovet for at gøre brug af ventilpladsen og støtter barnet og familien i at arbejde videre med deres fælles mål. Indsatsen giver barnet et trygt rum, og den sikrer, at barnet kommer i skole, til fritidsaktiviteter og har kontakt med familie, venner og netværk, selvom barnet for en periode ikke bor hjemme.

Øvrige indsatser

• Familiebehandling

Systematisk familiearbejde, der sikrer barnets trivsel og udvikling og styrker forældrenes kompetencer som omsorgsgivere, så familien får bedre forudsætninger for at forblive sammen. Der arbejdes sammen med forældrene for at opnå hensigtsmæssige omsorgsstrategier og hjælpe med til at løse opgaverne som forældre. Indsatsen kan fx finde sted forud for eller som afslutning på et aflastningsforløb.

Familiebehandlingen kan variere i intensitet: Fra intensiv familiebehandling i situationer, der ellers ville have udløst en anbringelse, til mindre omfattende støtte på enkelte specifikke områder, der understøtter familien og barnets trivsel. Med metodisk afsæt i den løsningsfokuserede tilgang(LØFT) veksler indsatsen mellem praktisk pædagogisk støtte, samtaler og fælles aktiviteter.

• Praktisk pædagogisk støtte i hjemmet

Praktisk støtte til forældre og familie i forhold til døgnrytme og daglige rutiner, der kan få hverdagen til at hænge sammen. Fx i forbindelse med madlavning, økonomi, oprydning og koordinering af kontakt med offentlige instanser.

Støtten tilrettelægges i forhold til familiens konkrete behov, så forældrene her og nu bliver aflastet og opnår et bedre ståsted for at kunne skabe trivsel for dem selv og deres børn. En væsentlig del af støtten er også at sikre inddragelse af og samarbejde med netværk og øvrige aktører.

• Støttet samvær

Formålet er dels at sikre barnets kontakt til sine biologiske forældre og dels at støtte forældrene i samværet med deres børn. Der arbejdes pædagogisk indenfor den ramme, der er aftalt imellem forældre og myndighed.  

• Overvåget samvær

Formålet er at sikre barnets mulighed for at vedligeholde kontakten til sine forældre i sikre og trygge rammer. Der arbejdes fokuseret med de mål og rammer for samværet, der er indstillet af myndighed og besluttet af Børn og unge-udvalget.

Ud fra en faglig betragtning anbefales i begge samværstyper korte for- og eftersamtaler med forældrene.